Kompetencerne i matematik
Problembehandlingskompetencen
Problembehandlingskompetencen handler, som navnet kraftigt antyder, om at kunne løse matematiske problemer. Den omfatter endvidere også evnen til at kunne formulere matematiske problemer. Ved selv at formulere matematiske problemer, får eleverne øget forståelse for matematikken og sammenhængen mellem skolematematik og hverdagens matematik.
· Kan eleven forholde sig til de matematiske problemer?
· Har eleven en løsningsstrategi, og kan eleven løse problemet?
· Gennemfører eleven en matematisk undersøgelse?
· Opstiller eleven eventuelt selv et matematisk problem?
Modelleringskompetencen
Modelleringskompetencen handler om at kunne analysere, forstå og bruge matematiske modeller, samt udvikle modeller af virkeligheden. I arbejdet med matematiske modeller præsenteres typisk en række data, formler, funktioner, tegninger, grafer og/eller diagrammer.
· Kan eleven opstille en matematisk model, der kan bruges i forbindelse med problemstillingen?
· Kan eleven udarbejde en matematisk løsning med brug af modellen?
· Kan eleven analysere sine resultater i forhold til problemstillingen?
· Kan eleven forholde sig kritisk til egne og andres modeller?
Ræsonnementskompetencen
Ræsonnementskompetencen handler om at kunne bedømme og finde på matematiske argumenter.
· Kan eleven gennemføre ræsonnementer med præmisser, argumenter & konklusion?
· Kan eleven forholde sig kritisk til egne og andres ræsonnementer?
· Bruger eleven ræsonnementer frem for påstande?
· Kan eleven gennemføre et enkelt matematisk bevis?
Kommunikationskompetencen
Kommunikationskompetencen handler om at kunne forstå matematisk kommunikation og om evnen til selv at kunne udtrykke sig matematisk. Evnen til f.eks. at kunne læse en formelsamling, forstå en konstruktionsvejledning og forstå andres forklaringer. At kunne udtrykke sig matematisk handler om at kunne lave mundtlige fremlæggelser, lave skriftlige opgavebesvarelser, deltage i faglige diskussioner m.m.
· Kan eleven indgå i en faglig dialog med lærer/censor og med sin gruppe?
· Kan eleven fremlægge sit arbejde med præcision, brug af fagsprog, vekslen mellem dagligt og matematisk sprog?
Hjælpemiddelkompetencen
Hjælpemiddelkompetencen handler om at have kendskab til, hvilke hjælpemidler der findes og vide hvordan og hvornår de kan bruges. Hvordan bruges lommeregneren, det dynamiske geometriprogram (fx GeoGebra), Regnearket m.fl.?
· Kan eleven bruge relevante hjælpemidler og bruge dem på en hensigtsmæssig måde?