Litteraturhistorisk oversigt
Tid Realisme Ikke realisme
Vikingetid Ca. 750-1050 |
Saga (nørrøn digtning) Saga = at sige. Skriftlig efterligning af mundtlig beretning. Dramatisk genre, koncentreret om høvdinge, heltegerninger, blodfejder. Slægt/ære/blodhævn. Individet er underordnet slægtens krav. |
Den nordiske mytologi (Odin, Thor, Freja, mennesker, jætter). En fælles nordisk identitet. |
Middelalder 1000-1500 |
Ridderviser. Slægt-individ. Historiske viser om historiske personer. Hjemme-ude-hjemme. Forlovelsessituationen. |
Trylleviser. Overnaturlige dyr (fx Gam, heks, åmand, elverfolk). Hjemme-ude-hjemme. Forlovelsessituationen. |
Middelalder 1000-1500
|
|
Folkeeventyr: 2 verdener. Forlovelsessituationen. Faste stereotype personer + stereotype vendinger. Hjemme-ude-hjemme. Ender lykkeligt: Hovedpersonen bliver konge i sit eget liv. 3-talsloven. Aktant-modellen. |
1500-tallet |
Renæssancen. Beundring for den klassiske oldtid, man forsøger at forstå mennesket og naturen ud fra fornuften. I DK er denne periode kendetegnet af reformationen i 1536. Genrer: salmer, bibeloversættelse, skolekomedier. |
|
1600-tallet |
|
Barok, enevælde. Litteraturen skal imponere/legalisere enevælden, prise gud og konge. Interessen for form og stil udartede sig til en jagt efter det effektfulde og overdådige. Præget af overspændte og storladne følelser.Forskel på jordelivet og paradiset. Genrer: salmer, hyldestdigte |
1700-tallet |
Oplysningstiden. Rationalisme. Holberg. Kritik af borgerskabets ufornuft. Det er latterligt at lade, som om man er mere, end man er. Samfundsbevarende: Bliv i din stand/klasse. Man satte den menneskelige fornuft i højsæde. Bekæmpelse af enhver form for irrationalisme, dvs. overtro, mystik og mangel på logiske tænkning. Man troede dog på Gud, men kun som en, der har skabt verden, ikke som en kraft, der har indflydelse på menneskenes liv (= deisme) Nøgleord: det fornuftige, det naturlige og det nyttige. Genrer: Epistlen, essayet, komedien, salmen. |
|
1800-1870 1800-1808
Ca. 1800-1807
Ca. 1807-1830
Ca. 1820-1840
Ca. 1830-1850
|
|
Romantikken Dualisme/nyplatonisme. Schack Staffeldt digter om det smertelige i sjælens udelukkelse fra ideernes guddommelige rige, hvorfra inspirationen kommer. Det materielle/kroppens liv betragtes som et fængsel. Verden opfattes som totalt opdelt mellem det himmelske og det jordiske, det åndelige og det materielle samt det sjælelige og det legemlige. Disse to verdner kan slet ikke forenes, og mennesket er spaltet mellem sjæl og krop. Kunstneren oplever en splittelse og en længsel, som forsøges ophævet i kærlighedsoplevelsen, hvor der er mulighed for at overskride sine grænser og få et glimt af ideernes verden. Denne kærlighedslængsel kaldes for eros.
Universalromantik/monisme. Den romantiske kunstner stræber efter en harmoni mellem de to verdener (ideernes verden og den materielle verden). Han kan ane ideernes verden vha. intuition, fantasi og følelse – men ikke med fornuften som i oplysningstiden. Oehlenschläger (som er universalromantiker) oplever ikke Staffeldts splittelse mellem disse to verdner. For ham smelter de sammen, idet han som kunstner (og dermed som den indviede) oplever, hvordan den guddommelige idé gennemstrømmer hele universet: à Schelling (tysk naturfilosof): den guddommelige idé, der slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og bliver sig bevidst i mennesket à Gud befinder sig altså midt i det, han har skabt = Gud er i alt = panteisme.
Nationalromantik. Uheldige tider for Danmark inspirerer den nationalromantiske digter til at grave landets fjerne gloriøse storhedstid frem igen. Nationalromantikerne forestiller sig oldtiden og middelalderen som en gylden tid – guldalderen, hvor alt var en helhed. Kunstnerens opgave er at skildre den ideale, harmoniske guldalder for på den måde at genrejse nationen, så den atter kan få sin indre sammenhæng og identitet. Romantikkens interesse for det folkelige (sproget, folkeeventyr (Brødrene Grimm), det oprindelige) kommer til udtryk i denne periode.
Biedermeier/poetisk realisme.Biedermeierlitteraturen repræsenterer en borgerlig og idylliseret udgave af romantikken. Handlingen henlægges oftest i intimsfæren. Biedermeierlitteraturen er meget indadvendt, indelukket og sentimental. Kvinden reduceres til en pyntegenstand. Der tales meget om kærlighed, men ikke om erotik. Pænhed, harmonisering af modsætninger.
Romantisme. Det idylliske træder i baggrunden, og kunstneren dyrker det erotiske, det interessante og uhyggelige. Ifølge disse forfattere findes harmonien ikke længere. Menneskeskildringen bliver mere sammensat, og man dyrker de dunkle sider af personligheden. |
1871 - 1890 |
Det moderne gennembrud: Reaktion på romantikkens virkelighedsflugt. Virkelighedsgengivelse, realisme, naturalisme, impressionisme. Temaer: religionskritik, kønsroller og ægteskab (kvindens stilling), sædelighedsfejde, samfundskritik. Determinisme: arv/miljø. Brandes, J.P. Jakobsen, Drachmann, Pontoppidan, Skram, Ibsen, Bang. Genrer: prosa: novelle og roman. |
|
1890’erne
|
|
Symbolisme. Reaktion på naturalismens ”forfladigelse”. Oprør mod rationalismen, det samfundsrettede og det kulturoptimistiske i det moderne gennembrud. Stemning: weltschmerz, splittelse, kulturpessimisme, dekadence, fin-de siécle-stemning (undergang), men også sans for det sanselige (Sophus Claussen), mystik og religiøsitet. Genre: lyrik. |
1900-1920 |
Det folkelige gennembrud.Baggrund: udviklingen af en uddannet, selvbevidst bondestand gennem højskolebevægelse, landbrugsskoler, andelsbevægelsen, landbrugets ”industrialisering” (slagterier, mejerier, brugsforeninger mm.). Opbygning af arbejderbevægelse. Genre: prosa, hovedsageligt romaner, ofte med socialt sigte. Forfattere: Johan Skjoldborg, Jeppe Aakjær, Martin Andersen Nexø. |
|
1900-1920 |
Futurisme. Teknologibegejstring. Fart. Fremskridt. Hyldest til mekanikken. Johannes V. Jensen, Emil Bönnelycke. |
|
1920’erne Mellemkrigstiden |
|
Ekspressionisme: udtryk af indre følelsesliv. Storby, kontrastfarver: rød-grøn, gul-blå. Kaos. Revolutionsdrøm (russisk rev. 1917). En reaktion mod det borgerlige samfund. Ekspressionisterne afviser fortid og fremtid og forsøger en fastholdelse af en nutidig, subjektiv oplevelse af ofte kaotisk karakter. Formen er meget eksperimenterende - den skal afspejle, at tilværelsen er præget af uorden og uden gyldig meningà modernisterne forsøger at fastholde, at verden er et uoverskueligt kaos. Ekspressionisterne ser det moderne mylder og kaos som noget smukt og æstetisk. Man gengiver ikke tingene realistisk, men sin egen opfattelse af tingene, og dette gøres på en ekspressiv, dvs. voldsom og udtryksfuld måde. Forfattere: Tom Kristensen, Rudolf Broby-Johansen. Genre: lyrik. |
1930’erne Mellemkrigstiden |
Socialrealisme. Litteraturen politiseres. Hverdagsliv. Arbejdsløshed, fattigdom, mangel på liv. Beskrivende (intet billedsprog). Genre: prosa. Forfattere: Kirk, Herdal, Klitgaard, Branner, Ditlevsen. Kulturradikalisme: inspireret af Brandes’ tanker. De ønsker også at diskutere og problematisere det, de ser som problemer i tiden. Temaer: den forkrøblende seksualmoral, gamle ubrugelige traditioners undertrykkelse af menneskets frihed, ødelæggende og streng børneopdragelse, overdreven religiøsitet. De kulturradikale går ind for det fornuftige, det enkle og det brugbare og vil have alt overflødigt væk. |
Surrealismen tager udgangspunkt i individets indre oplevelser, som ofte er usammenhængende og præget af ubevidste tanker og impulser. Den har Freuds drømmeteorier som inspiration, og det ubevidste får således frit spil. Genre: lyrik.
|
1940’erne |
Beredskabslitteratur 1939-45. Indirekte propaganda mod tyskerne. |
A-bomben over Hiroshima og Nagasaki 1945. Frygt for A-bomben. Halfdan Rasmussen, Mogens Rasmussen. Genre: lyrik |
1950’erne |
Realismen fortsætter, fx Ditlevsen, Branner |
Rifbjerg debuterer i 1956 med Under vejr med mig selv (digte). Eksistentialisme: Fokus på eksistensen. Hvad er et liv? Nøgleord: ansvarlighed, valg, frihed, angst, meningsløshed, absurditet, engagement. Sartre: Mennesket = frihed (er ikke defineret på forhånd som fx en sten eller en ræv). Msk. må selv forme sit liv – og tage ansvaret for det. Heretica. Modernismens 1. fase: (Litteraturen = bekendelse), indadvendt, grublende. Ole Sarvig, Martin A. Hansen (religiøs eksistentialist) |
1960’erne |
Ny-realisme, psykologisk realisme. Tove Ditlevsen. Leif Panduro: kritik af pænheden. Det ”normale” = sindssygt, sygdomsskabende. Christian Kampmann: Afsløring af ritualiseret overklasseliv. Strandvejen. Om at være anderledes. Fraværende forældre. Arv/miljø. |
Modernismens 2. fase: ”konfrontationsmodernisme” (efter Klaus Rifbjergs digtsamlingKonfrontation 1960: ”Nultime” ). (Litteraturen = erkendelse). Slå panden mod virkeligheden. Tilværelsen = fremmedgjort og splittet. Den splittede tilværelse afbildes i et splittet sprog. Jess Ørnsbo, Jørgen Sonne, Ivan Malinovski, Jørgen Gustava Brandt. Absurditet. Fremmedgjorthed. ”Sære fortællere”: Peter Seeberg + Villy Sørensen, Sven Holm. |
Sene 1960’ere |
Ungdomsoprør, spørgsmålstegn ved alle traditionelle værdier (kønsroller). Ny-realisme. Genkendeligt middelklassemiljø. Psykiske problemer. Genre: prosa. Forfattere: Anders Bodelsen, Christian Kampmann, Henrik Stangerup, Tage Skou-Hansen, Leif Panduro. |
Modernismens 3. fase: Systemmodernisme (Litteraturen = et eksempel). Et opgør med forestillingen om, at der eksisterer endegyldige sandheder. Wittgenstein: ”Mit sprogs grænser er min verdens grænser”.Attituderelativisme: jeg’et = ikke fast, men mange. Genre: lyrik. Forfattere: Hans-Jørgen Nielsen, Per Højholdt, Henrik Nordbrandt, Inger Christensen. |
1970’erne |
Hverdagsrealisme. Usikre personer forsøger at kompensere for utryghed ved forbrug. Parforhold, kærlighed. Forfattere: Vita Andersen, Charlotte Strandgaard, Jette Drewsen, Inge Eriksen. Genrer: Miljødigtning, politisk litteratur, dokumentarisme, kvindelitteratur, bekendelseslitteratur (Suzanne Brøgger, Herdis Møllehave, Bente Clod: ”Det personlige = politisk”. Debatbøger om kønsroller). |
Socialmodernisme. Upersonlig, objektiv stil. Skildrer moderne mennesker som en slags anonyme brikker i et spil, de ikke har indflydelse på. Anonymisering og fremmedgørelse. Kvinder = som robotter, fastlåste i bestemte rutiner og ritualer. Håbløshed. Genre: prosa. Forfattere: Dorrit Willumsen, Marianne Larsen. |
1980’erne |
Fantastisk realisme. En ”god historie”. Forunderlige og usandsynlige hændelser. Fascinerende. Genre: prosa. Forfattere: Ib Michael, Peter Høeg. |
Postmodernisme. Ingen overordnet mening. Det moderne menneske har mistet sin identitet og meningen med sit liv. Tilværelsen = flimrende og fragmentarisk. Øjebliksbilleder. Ingen moral eller ideologi. Alt = sideordnet. Overflade. Adskiller sig fra det moderne ved at forsøge at acceptere meningstabet uden at skabe en ny orden, ser verden som overflade, et delta - en labyrint, hvori man skal iscenesætte sig selv. Genre: lyrik. Forfattere: Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen, F.P.Jac. Inspireret af tidens punk- og rockmusik. Storbyliv. Aggressiv litteratur. Destruktiv oprørstrang. Lever om natten i rus, til rockmusik. |
1990’erne |
Fantastisk realisme fortsat. Ib Michael, Peter Høeg = civilisationskritik. Minimalisme. Der eksperimenteres med genrerne, og man udtrykker sig ofte i korte blandingsformer mellem prosa og lyrik med vægten på det korte og ufuldstændige. En minimalistisk inspireret forfatter ønsker ikke at foregive at kunne levere et sammenhængende svar på menneskers tilværelse. Derfor er personkarakteristikken underforstået og flertydig. Forfattere: Helle Helle, Simon Fruelund. Social-realistiske noveller. Svulstigt sprog. Aggressiv stil. Kritik af vilkårene for ”under-Danmark”. (Sonnergård) |
Eksistentielle eksperimenter. En slags fortsættelse af modernismens 3. fase: attitude-relativismen. Historieløse, anonyme jeg’er. Overfladisk adfærd. Solvej Balle: Civilisationskritik. Yderliggående måder at leve på. Definitioner af ”mennesket”. Videnskabelig interesse. Kølig og ræsonnerende rapportagtigt. Avanceret specialviden. Filosofi. Destruktion = samme værdi som udfoldelse og skaben. De store ideologiers/fortællingers sammenbrud. |
2000- |
Mange af tendenserne fra de tidlige 90’ere fortsætter op til i dag, men der er generelt kommet en større interesse for at skrive længere og mere realistisk. Det realistiske står især Jan Sonnergaard for, idet han skriver realistisk á la nyrealisme i 1960’erne, blot med udgangspunkt i et lavere socialt miljø og med et skævt perspektiv. Der er mange brud på realismen i Sonnergaards univers, som peger på modernismens indflydelse, især i de mange groteske overdrivelser og brugen af den upålidelige jeg-fortælller, hvis selvbedrag og kynisme afsløres undervejs i novellen. Det minimalistiske spiller stadig en rolle. Det mytiske spiller også en rolle i den nyeste litteratur. Mange forfattere i denne periode skriver om almenmenneskelige livsvilkår og inddrager det arketypiske (dvs. de kollektive lag i underbevidstheden) eller det metafysiske (altså det, der ligger uden for menneskelig erkendelse). Der er i det hele taget en åbning mod en anden verden den umiddelbart tilgængelige, hvilket betyder at mennesket ses som en del af en større sammenhæng (i modsætning til postmodernisme). |
|